-
Mærsk melder sig ud af opkøbskampen om tysk transportgigant – aktien brager op
ソース: BDK Finans / 01 7 2024 06:10:17 America/Chicago
AP. Møller-Mærsk melder sig ud af kampen om opkøbet af den tyske transportgigant, DB Schenker. Det skriver finansmediet Bloomberg mandag formiddag. Og efter alt at dømme er det noget, som investorerne ser meget positivt på. Mærsk-aktien brager nemlig op med syv procent efter meddelelsen. »Investorerne har haft en overbevisning om, at hvis Mærsk købte DB Schenker, så ville det være en lidt for stor mundfuld. Så det, at Mærsk trækker sig, er faktisk lidt en forløsning for investorerne,« forklarer Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, til Berlingske. Ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen ville et køb af den tyske transportgigant nemlig skulle finansieres ved en gældsudstedelse. Det kunne blandt andet give Mærsk-aktionærerne dårligere udsigter for blandt andet udbytter og aktietilbagekøb. Tilbage i februar suspenderede Mærsk nemlig et ellers annonceret aktietilbagekøb på godt 11 milliarder kroner. Den tyske transportgigant DB Schenker har været til salg i årevis, og investorerne har længe spekuleret i, hvem der ville købe den enorme virksomhed. Feltet af mulige købere er blevet snævret ind til fire, og efter Mærsks exit er feltet nu kommet ned på tre. Heriblandt ligger danske DSV, som også stiger ovenpå nyheden om Mærsks udeblivelse. Aktien i DSV stiger knap fem procent. Mikkel Emil Jensen vurderer, at Mærsks aktiestigning mandag middag giver god mening. For havde Mærsk endt med at opkøbe DB Schenker, så havde det været en markant afvigelse fra rederiets opkøbsstrategi, der primært har været rettet mod at købe mindre selskaber. Det er da også kun lidt mere end et år siden, at Vincent Clerc en måned inde i hans virke som topchef for Mærsk afviste et opkøb af DB Schenker med begrundelsen, at man ikke så langsigtet værdi for hverken selskabet eller aktionærerne, ved at foretage et så stort opkøb. At Mærsk vælger at trække sig lige præcis nu, hænger ifølge senioranalytikeren sammen med, at købsprocessen er gået ind i sin sidste etape. »Man skal til at finde ud af, hvem der løber afsted med DB Schenker. De mulige købere skal til at afgive bindende bud, og derfor er det ikke så overraskende, at Mærsk melder sig ud nu,« siger Mikkel Emil Jensen. Og i netop denne proces har Mærsk ifølge Bloomberg altså vurderet, at udfordringerne med at få integreret DB Schenker ind i Mærsks forretning er for store. »Derfor er vi kommet frem til den konklusion, at et opkøb af DB Schenker ikke er det rette for vores forretning på nuværende tidspunkt«, udtaler topchef Vincent Clerc ifølge Bloomberg. Den endelige pris på DB Schenker er endnu ikke fastlagt, men indtil videre lyder det, at der har været afgivet ikke-bindende bud i størrelsesordenen 14 til over 15 milliarder euro. DSV, som stadig er tilbage i kapløbet, kæmper om at få fingrene i DB Schenker side om side med Bahri, som er et nationalt saudisk rederi, og kapitalfonden CVC. DB Schenker har over 70.000 ansatte og opererer i 130 lande globalt. https://www.berlingske.dk/aktier/maersk-melder-sig-ud-af-opkoebskampen-om-tysk-transportgigant-aktien-brager